Jeg undrer mig i denne tid. Jeg undrer mig over at ingen forstår at når der i forbindelse med højkonjunktur bliver mangel på arbejdskraft så må og skal arbejdslønnen op for det arbejde man udfører. Når der ikke er folk nok, der kan eller vil, sælge deres arbejdskraft til den givne pris så er det altid fordi understøttelsen er for høj. For der er altid en polak, der ville tage jobbet.

Det undrer mig såre simpelt at de arbejdsgivere, der har svært ved at få besat deres arbejde med mennesker ikke stiller sig selv det meget logiske spørgsmål: Betaler vi nok i løn?`

Hvis en producent, der laver leverpostej ikke sælger nok kan han vælge at ændre på leverpostejens image så kunden køber den i den tro at det er sejt – eller han kan sætte prisen ned så prisen matcher det folk vil betale.

Jeg forstå sku godt at folk ikke vil kæmpe sig igennem en lang dag ved kasselinien i det Mærskejedede supermarked for 22 kr. mere om dagen – end de giver at gå hjemme og deltage i aktiveringsprojekter der er mindst lige så irriterende. For politikerne og medierne ser det ud til at man kun kan løse det problem gennem tvang og nedskæringer. Man kunne også vende problematikken om og spørge om virksomhederne simpelthen betaler for lidt for folks arbejdskraft?

Idag foreslog beskæftigelsesministeren at man skulle udvidde jobfradraget yderligere så det virkelig kunne svare sig at gå på arbejde. Det er jo også en måde at løse det på. Så undgår virksomhederne at betale mere i løn… derved betaler folk til denne lønstigning gennem skattebilletten og serviceforringelser. Men man undgår helt at lægge omkostningen over på de arbejdsgivere, der i forvejen betaler alt for lidt i skat…. smart.